Hele Danmark holder vejret i disse dage, mens en elektrisk stemning af håb og eufori breder sig fra København til de fjerneste afkroge af landet. For første gang i over et årti står vi med en reel og dirrende chance for at bringe det eftertragtede Eurovision trofæ hjem til de danske bredder. Det er den unge og karismatiske Søren Torpegaard Lund, der med sit gribende nummer Før vi går hjem har formået at tænde en ild i både internationale eksperter og bookmakere, som vi ikke har set magten til siden Emmelie de Forests sejr i 2013.
Når det gigantiske show løber af stablen i Wien i næste uge, vil alle øjne hvile på den danske sanger, der er kravlet helt op i toppen af favoritfeltet. Det er ikke bare en sang, det er et fænomen, der har fået hele Europa til at spærre øjnene op. Søren Torpegaard Lund, der trådte sine barnesko i det fynske Gudme og blev den yngste nogensinde optaget på Den Danske Scenekunstskole, har formået at skabe et øjeblik, der føles både intimt og storslået. Beslutningen om at synge på modersmålet har vist sig at være et genialt træk, der giver sangen en autenticitet, som rammer publikum lige i hjertet.
Bag kulisserne summer det af rygter og intens spænding. Søren har allerede imponeret alt og alle under prøverne, hvor han i sin tætsiddende læderbukser og en dramatisk skjorte af silkechiffon leverer en optræden, der bogstaveligt talt får scenen til at stå i flammer. Det er en kraftpræstation af dimensioner, hvor han balancerer mellem sårbarhed og en rå, moderne energi. Bookmakerne er ikke i tvivl: Danmark ligger stabilt på en imponerende tredjeplads over vinderchancer, og afstanden til toppen skrumper for hver time, der går.
Det er en historisk position at stå i, og presset er enormt. Søren Torpegaard Lund bærer nationens drømme på sine skuldre, men han gør det med en ro og en jordnær charme, der kun gør ham endnu mere populær. Fra de første toner af den elektroniske popsang rammer publikum, forsvinder alt andet. Det er her, det sker, og det er nu, Danmark kan skrive sig ind i historiebøgerne igen. Vi har ventet i mere end ti år på dette øjeblik, og følelsen af, at vi er på nippet til noget helt unikt, er næsten til at tage og føle på. Wien venter, og Søren er klar til at give sit livs optræden, før vi alle går hjem.
