Det er en af de sværeste og mest hjerteskævende discipliner i livet, når man pludselig står ansigt til ansigt med det endegyldige tab af et menneske, der har fulgt én gennem tykt og tyndt. Den kendte forfatter Julie Hastrup åbner nu op for sit inderste følelsesliv og sætter ord på den enorme sorg, der ramte hende som et lyn fra en klar himmel, da hun mistede sin nære og elskede veninde. Det har været en tid præget af dyb refleksion og en erkendelse af, hvor skrøbeligt livet i virkeligheden er, når hverdagen pludselig bliver revet væk under fødderne på én.
Sorgen er ikke en lineær proces, og for Julie Hastrup har det været en overvældende rejse at skulle navigere i et tomrum, som hendes venindes død har efterladt. Veninden var ikke bare en del af omgangskredsen, men en central støttepille og en fortrolig, som delte livets mange facetter. Tabet har efterladt et ar på sjælen, og forfatteren lægger ikke skjul på, at sorgen har taget bolig i hende på en måde, som hun slet ikke var forberedt på. Det er en smerte, der dukker op i de mindste hverdagsglimt og minder hende om alt det, der ikke længere er.
Gennem de svære følelser har Julie Hastrup også måttet sande, hvordan omgivelserne reagerer, når døden pludselig bliver en uvelkommen gæst. Sorg kan være utrolig ensom, og det kan være svært for folk omkring én at vide, hvordan de skal gribe det an. Men forfatteren insisterer på at tale åbent om smerten i stedet for at gemme den væk. For hende er det vigtigt at ære mindet om veninden og anerkende, at den dybe sorg i virkeligheden blot er bagsiden af den enorme og betingelsesløse kærlighed, de to delte gennem mange år.
Midt i den mørke tid forsøger hun at finde fodfæste igen og integrere tabet som en fast del af sin livshistorie. Det handler ikke om at komme videre eller glemme, men om at lære at leve med det store savn. Julie Hastrups ærlige ord om den svære venindesorg minder os alle om, hvor vigtigt det er at holde fast i de mennesker, vi har kær, og ikke tage et eneste sekund for givet, før det pludselig er for sent, og kun minderne og de usagte ord står tilbage i mørket.
